DK] Altan, Sofa, Divan, Slåbrok">[DK] Altan, Sofa, Divan, Slåbrok
Der er masse af højreorienterede blogs derude — og masser af tid at bruge på andre ting end at læse dem. Mangfoldighed og meningstilkendegivelser er fine ting, og man prioriterer jo sin læsning som man vil.
Men jeg faldt over dette svar fra Elisabeth Arnold på en forespørgsel fra Niels B. Larsen (klik på Elisabeth Arnold — frames er stadig højeste mode hos Alanius.dk).
Optakten er klassisk: Borger af anden politisk observans end adspurgte stiller spørgsmål, der klart går på selve kernen i deres forskellige opfattelse af emnet (læs: der kan umuligt forventes at komme noget særligt ud af det andet end at få luft) — og spørgeren forventer naturligvis at blive taget enormt alvorligt. I dette tilfælde bliver fru Arnold bedt om at redegøre for de påståede kulturberigelser “perkerne” skulle stå for. Spørgeren er ikke tilfreds med det første (noget korte) svar, hvorefter dette sker:
Kære E. Arnold.
Jeg udbad mig eksempler på kulturberigelsen? Men der ER måske ingen? Mvh Niels B. LarsenKære Niels B. Larsen Altan, Sofa, Divan, Slåbrok, Shawarma, Spidskommen og Koriander. 1,2,3,4,5,6,7,8,9,.…… Matematik, astronomi, kaffe og heste Hvis du gerne vil have flere eksempler, så læs Benny Andersen. Med venlig hilsen og glædelig jul Elisabeth Arnold
Temmelig tørt… Herefter formodes det naturligvis at Arnold enten er dum, en tåbelig hallal-hippie — eller at hun blot ikke vil indrømme at spørger har ret. Men gode stilpoint herfra!
Og så bare et par iagttagelser (ville egentlig bare give stilpoint, really!): Blandt bloggere af nævnte observans er der en mystisk tendens til at tale om landsforrædderi, have ‘sorte bøger’ med fjender, være i kamp med kommunen — og generelt have travlt med at føle sig forfulgt, liste fjender og disses dumheder.
Grove generaliseringer vil jeg tro begge fløje er lige slemme til, dog hæfter jeg mig ved disse menneskers måde at læse statistik på; som konfirmander læser biblen (overfladisk og med deres helt eget formål) — mange indvandrere laver meget kriminalitet = alle invandrere tiggende røverbomber. Huh? At forklare hullerne i den form for logik vil næppe hjælpe nogen (endsige være synderligt berigende for de fleste læsere), men jeg lurer bare på, om ikke niveauet lige kunne hæves en anelse. Se hinanden i øjnene og indse at der er forskel på måderne vi ønsker at fordele ressourcer på. Men at syndebukke-snak og fjendebilleder er en uværdig og pinlig måde at argumentere for sine egne holdninger.
Jeg vil foreslå at vi andre køber en stor ladning af disse: natlamper (så dem i en tysk butik påtrykt “Keine Angst”) og deler dem ud til de bange. Et kram og en natlampe — måske det kan hjælpe?




